Flyvende start for BNI Aalborg City
Flyvende start

I december 2008 kæmpede den regionale BNI-konsulent i Nordjylland, Ulrik Falkenstrøm for at få BNI-gruppe nummer to i Aalborg op at stå. Et halvt år senere har gruppen 33 medlemmer, masser af vind i sejlene – og en imponerende omsætning.

Skulle der stadig findes et par enkelte øst-danskere, der lider af den vildfarelse, at nordjyder er stille, sindige folk, der kun taler, når de bliver spurgt, skal de bare kigge forbi en tidlig fredag morgen på First Slotshotellet i Aalborg, når BNI Aalborg City har sine ugentlige møder. Snakken går så livligt, at teamleder Jane Mørch i bedste skolelærerstil – men med smil i øjnene – må kalde flokken til orden.

Gruppen er stadig meget nystartet, og medlemstallet stiger fra gang til gang. Men alle har kastet sig ud i BNI-arbejdet med stor entusiasme, og der bliver holdt et utal af One-2-Ones hver uge. Antallet af referencer pr uge matcher i øjeblikket antallet af medlemmer, 33, og der er stor intern enighed i gruppen om, at det høje aktivitetsniveau skal holdes – også fremover.

BNI på firmabudgettet
Teamleder Jane Mørch er til daglig medejer af Sun-Print, der producerer badges som reklamemedie til et stort internationalt marked. Hun kom med i BNI, da den regionale BNI-konsulent Ulrik Falkenstrøm i november og december 08 kæmpede for at få samlet interesserede nok til at danne endnu en gruppe i Aalborg ud over den eksisterende gruppe, Aalborg One. Jeg har aldrig været med i netværk før, og de netværk, jeg kendte til, betragtede jeg som ”snakkeklubber”. Det har jeg simpelthen ikke tid til med virksomhed og to mindre børn, fortæller Jane og fortsætter: Men så blev jeg lokket med til et møde, hvor jeg blev bidt af formen. Og da jeg blev spurgt, om jeg ville være teamleder, nåede jeg hurtigt frem til, at det ville være lærerigt. Så jeg sagde ja tak.

Når Jane Mørch har været til møde, følger hun straks op på de referencer, hun har fået – og hun har indtil videre fået omkring 25. Og hver mandag, når der er personalemøde i Sun-Print, er BNI et fast punkt på dagsordenen, ligesom BNI har fået sin egen kolonne i firmaregnskabet. Jeg har budgetteret med, at jeg skal omsætte for omkring 25.000 kroner via BNI pr måned, og det ser ud til at holde, fortæller Jane, der også selv er en flittig giver af referencer. I maj måned gav hun ni referencer.

Seriøst og struktureret
Direktør Thomas Bjuring, BK Rengøring, kom med i den endnu spæde BNI Aalborg City i januar. Heller ikke han spilder sin tid på foreninger, netværk og loger. mMen jeg netværker meget – hele tiden – og jeg trækker både på de mange lokale kontakter og på den store berøringsflade, jeg har via mit fritidsarbejde. Blandt andet er jeg næstformand i Dansk Karate Forbund, så jeg møder mange mennesker, påpeger Thomas Bjuring og fortsætter: Men det, der tiltalte mig ved BNI, var – og er – den høje grad af struktur, de ordnede forhold, de ugentlige møder – og det gode omdømme, som BNI har. BNI er helt anderledes seriøst end det, jeg er blevet præsenteret for tidligere. Også Thomas Bjuring blev hurtigt ”headhuntet” til at spille en aktiv rolle i den nystartede gruppe, hvor han i dag fungerer som en af gruppens tre besøgsværter.

To måneder i træk, i april og maj, blev Thomas udpeget til gruppens Notable Networker – og det siger ikke så lidt i en i øvrigt meget aktiv gruppe. Jeg satser på at have mindst to gode referencer med hver uge, og jeg har da også fået lidt igen. Min forventning er, at mit BNI-medlemskab vil generere mellem en kvart og en halv million i meromsætning årligt. Både Thomas og Jane er enige om, at BNI-medlemskabet mere end har levet op til forventningerne, og Thomas tilføjer: Det er positivt at opleve, at der er flere i gruppen, der har det samme drive som én selv, og jeg tror, der er basis for megen god forretning – og måske også for nye venskaber.

Af journalist Naia Bang / Texthuset Aalborg

Flyvende start - højre


Jane Mørch og Thomas Bjuring