BNI er en referenceorganisation - men hvad er en reference egentligt?
En reference kan f.eks. være, når et medlem anbefaler et firma fra gruppen til en udenforstående, som har behov for netop dette firmas tjeneste eller ydelse. Her er et par eksempler på nogle referencer...
Eksempel 1.
Du støder på en ejer af en virksomhed som netop har haft indbrud på kontoret for 3. gang indenfor få måneder. Tyverialarmen er gået i gang hver gang, men tyvene når at stjæle PC'er m.m. og komme væk, før politi eller vagtselskab dukker op. I din BNI-gruppe er der et medlem som sælger løsninger til mekanisk tyverisikring. Du giver den pågældende virksomhedsejer BNI-medlemmets visitkort og spørger om han må ringe.
Eksempel 2.
Du har en kollega som klager over ondt i ryggen. I din BNI-gruppe findes en fysioterapeut, som du har stor tillid til og som du selv har prøvet. Du anbefaler denne til din arbejdskammerat og giver ham et visitkort til fysioterapeuten så han kan ringe.
Eksempel 3.
På et BNI-møde spørger reklamebureauet om der er nogen der kender markedschefen i en lægemiddelvirksomhed, for man har netop ansat en ekspert indenfor medicinsk information. Din kone er sælger i en lægemiddelvirksomhed, og kender firmaets markedschef. Din kone spørger på dine vegne markedschefen om en fra din gruppe må komme og præsentere sig. Hvis interessen er tilstede overdrager du et referencekort på det næste møde.
En reference må ikke forveksles med en lead. Forskellen på en lead og en reference er, at en reference altid er forankret hos den, som har behovet for tjenesten eller ydelsen. Leads kan være interessante nok, men de må blot ikke forveksles med en forankret reference.

En reference er forankret!